Rss Feed
Tweeter button
Facebook button
Linkedin button

Sådan – vægten er planmæssigt på vej ned

Der er præcis gået en uge siden starten på mit livsstilsprojekt. Og det bærer nu frugt. Vægten er dalet med 3,6 kg. den første uge. Det var egentlig også forventet.
Så alt i alt er jeg tilfreds, omend jeg godt vil have været lidt mere aktiv mht. motion. Det kører godt med at få gang i nogle sunde rutiner omkring min hverdag. Jeg har taget flere gode råd til mig, bl.a. at starte dagen med vand.

Drik en halv liter vand om morgenen.

Drik en halv liter vand om morgenen.

Jeg drikker nu en halv liter vand hver morgen, gerne før eller sammen med morgenmaden. Jeg undgår også for meget kaffe, og alt det usunde – som lyst brød (heller ikke for meget groft) – spiser gerne frugt eller havrefras.
Det er min oplevelse, at den halve liter vand, jeg drikker om morgenen, mætter og i det hele taget føles godt.

Tyske forskere mener at et stort glas vand om morgen, kan øge forbrændingen med 30 procent. Jeg er ikke klar over, hvorvidt dette kan overføres til mig, men jeg VED, at et stort glas vand om morgen, får mig til at føle mig mere sund. OG det er jo det vigtigste i den proces, der handler om at integrere en sundere livsstil.

Alene dét, at jeg er bevidst om at drikke masser vand om morgenen – altså det, at jeg visuelt synliggør overfor mig selv, at jeg ønsker at starte dagen sundt, har betydning for min motivation. Jeg så at sige, holder mig selv oppe på det valg jeg har truffet, om at ændre livsstil. Jeg benytter en vandflaske, som jeg fylder op igen og igen og ønsker at drikke 2½-3 liter vand dagligt. Der er jeg så ikke helt endnu – men det hjælper :-)

Nå det er sagt, så er appelsinjuicen skiftet ud med grøntsagsjuice.
Der er ret meget sukker i frugtjuice. Mit nye alternativ syner ikke appetitlig og smager ad h….. til – men igen. Jeg føler mig sund og denne form for juice er også betydelig sundere end fx appelsinjuice.

Mht. min vægt  jamen så er jeg ret motiveret og vil blot mase videre på.
Jeg ser allerede frem til næste uges vægtmåling.

Træningssalen er nu indtaget

Skønt at være i træningssalen igen.
Jeg ved ikke om det skyldes motivation eller stædighed, at jeg bare SKULLE i træningssalen, trods en spirende H1N1 i kroppen.
Det var sgu’ hårdt, men gjorde rigtig godt efter træningen.
Hensigten er, at jeg skal træne 3 gange i ugen, om morgenen.
Efter nogen tid bliver det mindre hårdt, selvom belastningsgraden øges.

Min træningssal

Min træningssal

Jeg har valgt at træne i et center, uden fast reception og alt muligt tingeltangel som fladskærme indbygget i maskinerne osv.
Prisen er billig, kr. 165,- i måneden og jeg kan træne når jeg vil.
Lige fra kl. 06.00-23.00 alle ugens dage. Ingen underlige begrænsninger, hverken midt på dagen eller i weekenden, som de mere fancy fitnesscentre ellers har for vane at byde de kunder, der ønsker billige priser. Ingen smart hightec kvinder eller opsvulmede solariebrune mænd. Ikke fordi der er noget galt med ovennævnte – jeg synes blot ikke jeg lige passer ind i et sådant selskab.

I “mit” træningscenter er faciliteterne tip-top. Tænk sig at stå og okse et sted, som overvægtig, med spejle overalt og sveden haglende af kroppen – OG så alligevel føle sig godt tilpas…! Det er sgu’ skønt.

Ganske vist coacher jeg mig selv – især når jeg får mig placeret i en maskine bagved et af de meget store spejle. Så melder tankerne sig.. “Hvordan fanden er det, jeg ser ud, hvordan kunne det gå så vidt, makker papnæse?!” Sådanne dårlige tanker er ikke motiverende, midt i træningssalen. Jeg forestiller mig så ret hurtigt, hvordan jeg vil se ud om 3 måneder, om et halvt år og om et år. Tænker lidt på min børn. De ønsker også jeg taber mig. Bare den der skide forfængelighed. “Jeg har endnu ikke været med mine børn i et badeland – og dem er der sgu’ kommet mange af de sidste 10 år”.

Dét..at vende de negative tanker engang og se lidt frem i tiden. Frem mod en ønsket tilstand, for mit vedkommende ønsket om at tabe sig, kan ændre ens motivation. Altså fokusere på sine mål og delmål.
Ikke lade sig slå ud af, at det er hårdt og svært – men hele tiden se frem og have fokus på selve processen frem mod målet. Det må være opskriften, selvom det“gastronomiske” niveau synes højt.
God weekend til alle :-)

Optimal forberedelse af livsstilsændring

Forberedelserne er i fuld gang. Det er af afgørende vigtighed, at den mentale del er på plads, førend prognosen for succes i forhold til livsstilsændring er optimal. Jeg har valgt at tage forskellige initiativer i den retning. Det kan lyde som sniksnak…”se dog bare at komme igang med motion, mand”!! Hvor ofte har overvægtige ikke fået slynget sådanne fraser i hovedet?! Ytringer som ovenstående og deciderede fordomme over for overvægtige, vil jeg beskrive i en senere artikel.

Efter min overbevisning, er forberedelserne afgørende for succes. Ellers er der i højere grad dømt overspringshandlinger, tilbagefald og fiasko i bestræbelserne på at ændre livsstil, tabe sig og leve sundt.

motiontrivsel

Opsøg den rette støtte
I forbindelse med forberedelserne af mit livsstilsprojekt har jeg kontaktet min gamle coach Klaus L Olsen, Bac. i human ernæring.
Og han ved, hvad han taler om. Klaus har selv tabt adskillige kilo.
Udover at være en utrolig rar mand og faglig dygtig, er Klaus et godt forbillede for mange overvægtige, der ønsker at ændre livsstil.

Jeg modtager gode råd af Klaus omkring træning og kostsammensætning. Desuden er det hensigten jeg skal vejes og have målt min fedtprocent hos Klaus 2-4 gange i måneden.

Første måling har fundet sted…og nej, vægten skriver jeg ikke her på bloggen. Men for den nysgerrige, kan jeg fortælle at første mål i forhold til vægttab er et procentvis vægttab på 23% af min vægt.
Dette skal være opnået i 2010.

Følgende har jeg indtil videre på plads:
- indmeldt i motionscenter (har været der enkelte gange)
- ny mp3 indkøbt, træningstøj m.v.
- aftale om flere mdl. vejninger og måling af fedtprocent
- skridttæller bestilt
- skifter job pr. 01.12.09 (abejdstiderne passer perfekt ift. træning).
- kalorietabel klar
- cykel renoveret
- super opbakning hjemmefra

Jeg vil løbende blogge om vægttab m.v. Nu skal der opsættes delmål.

“Over The Top” – en svær begyndelse

En vigtig erkendelse, jeg har gjort mig, forud for mit livsstilsprojekt, er at omlægningen af min livsstil til en mere sund levevis – er en livslang proces.
Jeg har naturligvis en stor tro på, at det vil lykkes mig at blive tilfreds med min vægt og sundhedstilstand – men jeg har skrevet mig bag øret, at jeg resten af livet vil være nødsaget til at være opmærksom på, hvad jeg putter i munden..og hvornår. Der er ingen smalle steder – motion må og skal være en integreret del af min hverdag fremover. Sådan!!!

Ja flot lyder det sgu’. Det siges, at alt begyndelse er svært..tja det afhænger vel af, hvor begyndelsen i virkeligheden begynder. Det kan lyde som volapyk, men sandheden er, at en proces har flere begyndelser og flere slutninger.

over  the top

For at anskueliggøre dette for mig selv, vil jeg benytte mig af en række delmål. Men først skal jeg nå til den første begyndelse…nemlig dét, overhovedet at gå i gang. At begynde at omsætte tanke til handling. Og dette er skisme et sejtræk. “Jeg kredser lidt omkring begyndelsen. Skal lige tage mig sammen – skal lige have den sidste flaske rødvin, den sidste is”. Undskyldningerne hober sig op. “Jeg venter til mandag – så gør jeg det”. Man bliver mester i dårlige undskyldninger!!
Et tilvalg medfører oftest et fravalg. Er det i virkeligheden, det jeg oplever i øjeblikket? “Skal liiige i gang – så går det”.

Jeg får et billede på nethinden. En gammel amerikansk film kører i hovedet på mig. Et værtshusmiljø – nogle grove mænd, der lægger arm. De konkurrerer – det er ikke muskler det handler om, men teknik.
Den smarte vinder. Der kæmpes, slides og mases. Ingen vil give sig – de ser lige stærke ud. På et tidspunkt, efter lang tids kæmpen, TIPPER det hele til den enes fordel. Det er en balance – men der er altid en vinder. Man skal “over The Top”…forcere den første forhindring.
Så begynder en ny begyndelse og fokus kan rettes må den næste udfordring i processen.

Min næste udfordring bliver, at nedsætte en række realistiske delmål.
Rom blev ikke bygget på en dag. Jeg bliver nødt til at fornemme og mærke, at jeg for hvert initiativ, efter enhver energiudladning, efter enhver slutning på en udfordring, fuldt ud kan overbevise mig selv om, at jeg er et skridt nærmere mit mål om at blive normalvægtig!!

Livsstilsændringer kommer ikke af sig selv

Grundlæggende er vi “herrer over eget liv”. Det er en antagelse, som mange etniske danskere i et demokratisk Danmark, generelt set kan tilslutte sig. Også når det kommer til spørgsmålet om valg af livsstil. Jeg er da også selv overbevist om, at ovennævnte antagelse i de fleste sammenhænge er korrekt. Men igen..antagelsen rummer jo en række udeladelser – en række manglende forklaringer. Hvis antagelsen øverst på denne side, står alene, er det jo en devaluering af egen formåen, når tingene indimellem så alligevel ikke lykkes for os.

I min termologi er nøglen til forandring af en uønsket livssituation iboende i individet selv. Motivationen kommer indefra. Nogen gange kan forandring synes uopnåeligt – ofte begrænser vi os selv.
Selvfølgelig kan skader på liv og legeme begrænse os i vores mål med at opnå forandringer i livet – men selve ønsket og tanke- og bevidsthedsprocessen hen mod dét at begynde at handle aktivt, er vi vel selv herre over!

lobmand

Livsstilsændring
For mit vedkommende, handler det om – at være tro mod mig selv!
Det vil sige, det skal være legalt at være den jeg er. At være mig. At arbejde frem mod ønskede forandringer og samtidig være tilfreds med sig selv i nu’et. Det kan være svært, for hvorfor ønske forandringer, hvis man er tilfreds med sig selv..i nu’et?

For mig er det vigtigt at huske mig selv i processen – at fortælle mig selv..”Jeg er sgu’ god nok – men jeg kunne alligevel godt tænke mig at veje mindre”. Det er ikke vægten der afgør, hvor meget jeg er værd.
Hvis værdien blev gjort op i, hvor mange kilo jeg vejer – vil jeg jo være i top i dette henseende. Men jeg er hverken mere eller mindre værd end ‘naboen’. Jeg kan ganske vist nogle andre ting – har et andet job – andre meninger – spiser noget andet. Det er MIT valg!!

- at nå til den erkendelse, at jeg som overvægtig er ligeværdig med mennesker i mine omgivelser, er en nødvendig skillevej at passere. Først derefter er jeg forandringsparat og indstillet på at finde den indre motivation frem.

Kost, motion og et sundt social liv
Ovennævnte faktorer må nødvendigvis falde på plads, hvis det skal lykkes at opnå varigt vægtab.
1) Gode rutiner omkring motion, fx hver anden dag eller 3-4 gange i ugen er et must. Styrketræning og kredsløbstræning
2) Det samme med sund og varieret kost – det rigtige grønt, den rette kød – godt med proteiner, afpasset kulhydrater og kalorier osv.
3) Et sundt socialt liv. Pleje af parforholdet – være noget for dine børn – interagere med familie, venner og bekendte – gode relationer til kollegaer. Gerne kombinere idræt og sociale relationer.

Livsstil er et udtryk for den måde jeg har valgt at leve mit liv på, indenfor den ramme som indefra kommende og udefra kommende begrænsninger fastsætter for mit liv. Dvs. at før jeg kan ændre min livsstil, i mit tilfælde med fokus på min overvægt, må jeg arbejde med dét, der begrænser mig i at nå mit mål. ‘Rammen’ skal så at sige udvides. Denne erkendelse, har for mig været afgørende forud for beslutningen af at søsætte denne blog. En af mine begrænsninger har været mine tanker om, hvordan andre opfatter mig som overvægtig. Jeg ved nu, at de der virkelig betyder noget, holder lige så meget af mig – har lige så meget respekt for mig, om jeg er tynd eller tyk. Det er det vigtigste for mig ;-) .

Worst case…..!

Worst case er at lade stå til – at undlade at tage styring over eget liv.
Denne blog  kommer bl.a. til at omhandle personlige beretninger og iagttagelser om det at leve et kvart liv som overvægtig på godt og ondt.

Vi mennesker tilpasser os vores omgivelser – lidt som træerne, der tilpasser sig årstiden. Lige nu er de smukke. Der udspiller sig et enormt farvespil i bladende på denne årstid. Det er sent efterår!

Til tider lader vi blot stå til. Det har vi brug for – vi samler energi. Igen som træerne, når de lader bladene falde ned fra grenene. De gør klar til at overvintre, klar til nye spirende skud. På samme måde som jeg selv.

efterår1

For første gang siden jeg blev overvægtig..har jeg virkelig troen på, at nu er det nu. Nok er nok. Livet er for værdifuldt til at lade stå til.

Jeg er i mit livs efterår – men straks efter vinteren kommer det spirende forår. Jeg er færdig med at overvintre ;-)